Peter Steinvig stiftede KEFAS i 1975 og har i 40 år haft en vigtig rolle i koret.
Peter har været den helt store drivkraft med at kunne se nye muligheder og nye bekendtskaber og har ført KEFAS ud på store eventyr. Det har resulteret i flere ture til specielt USA og England men også andre steder i Europa og mange venskaber for KEFAS de pågældende steder.
Peters visioner har ført KEFAS ind i arbejdet med gospelmusikken på landsplan i Danmark, og vi har haft stor glæde af og stolthed over at være medarrangører af Copenhagen Gospel Festival, som gennem 2 årtier har trukket gospelglade mennesker til festivalen i København. Copenhagen Gospel Festival holder en pause, og hovedfokus er nu på børn og unge, som mødes til Young Copenhagen Gospel Festival hvert år i marts.
Peter er klassisk uddannet organist og ansat i Karlslunde Strandkirke, hvor han leder gospelkoret Grace. Desuden leder Peter også koret Saints And Sinners, som også hører hjemme i Metodistkirken Jerusalemskirken.
Peter Steinvig er hyppig brugt gospelinstruktør ved workshops både i Danmark men ikke mindst i Polen, hvor Peter og hans brændende entusiasme har haft en stor andel i det voksende gospelarbejde.
I forbindelse med sit 40 års jubilæum trak Peter Steinvig sig tilbage fra Kefas, men koret fortsætter i samme ånd med dirigent Jacob Asmussen som korleder i samarbejde med bestyrelsen.
Vi er Peter Steinvig meget taknemmelige for al den energi og kærlighed, han har lagt i koret!