KEFAS SCRAPBOG – USA 1994

Erik Olsen har samlet scraps fra USA turen 1994. I kan finde scraps fra artikler og dagsprogram i galleriet nedenfor.

 

 

KEFAS SCRAPBOG – koncerter 1993-1995

Erik Olsen har sendt en del udklip/artikler fra sin scrapbog og skriver følgende: “Jeg havde de skønneste oplevelser i de 10 – 11 år jeg var i Kefas og havde senere supermeget samarbejde med Peter om workshops og festivals bl.a. CGF og Sydkystens Gospel Festival samt workshop/teambuildings for både voksne og konfirmander.
Peter Steinvig fortjener al ære og kærlighed – han var mere end korleder – han var min mentor.”
I kan finde scraps fra diverse artikler fra koncerter fra årene 1993-1995 i galleriet nedenfor:

Kefas on Tour – England 2004

I 2004 var Kefas på korrejse i England. Johan Michaelsen skriver: “Jeg har fundet et par billeder fra turen – vi var på en kristen festival i området omkring Sheffield og en bibel-skole kaldet Cliff College i Nordengland. Jeg kan huske, at Trine Berg Hansen studerede dér og havde sørget for, at vi var inviterede til at deltage og optræde. Vi overnattede i en lille kirke nede i landsbyen.”
Som I kan se på de øvrige billeder i galleriet, havde vi en forrygende tur.

Kefas on Tour – USA 2016

I 2016 var vi på en fantastisk tur på til USA i forbindelse med Metodisterne generalkonference UMC i Portland. Vi sang blandt andet sammen med Signatur og havde rigtig mange sjove og spændende oplevelser sammen som kor.

KEFAS ON TOUR – Oslo

Vi elsker at være sammen med vores venskabskor Signatur.

Thomas Kragskov skriver: “På vores USA-tur i 2016 fik vi kontakt til vores dejlige venskabskor, Signatur fra Oslo. I 2019 inviterede koret os til Oslo, og det blev en herlig weekend, hvor vi sejlede med Oslo-båden og blev mødt af vores nye venner, der havde forberedt to dage med dejlige oplevelser.”
Siden 2019 har vi besøgt og haft genbesøg af Signatur 2 gange hver vej og d. 8. november 2025 kommer de igen til KBH, hvor korene synger koncert sammen.

Se event: https://kefas.dk/?post_type=event&p=5238

USA tour 2000

I 2000 var vi på vores 2. tur til USA, hvor vi bl.a sang til Metodisternes generalkonference. @Camilla Fredsby skriver: “Det var kæmpeoplevelse for mig, at synge til generalkonferencen i Cleveland, Ohio i år 2000 – fordi min far var delegat og sad nede i den kæmpestore sal, og hørte mig synge.
Historien om, hvorfor jeg ikke har robe på, er at af alle 30 kufferter, så ankom min ikke…så på halvdelen af turen, havde jeg ingen robe og måtte låne tøj og andet af de andre piger på turen – men det gik fint alligevel.”

Thomas Kragskov skriver: “Vi var afsted i 14 dage, havde ni flyvninger og 12 koncerter! Vi skulle synge på Metodistkirkens konference i Cleveland, hele salen på flere tusinde rejste sig op og klappede ad os. Så tog vi til Atlanta, hvor vi boede privat. Videre til Washington, hvor vi også havde lidt tid til at være turister. Den sidste dag var vi ganske udmattede, men der var lige en kirkekoncert mere. Da vi startede på første sang, rejste alle i kirken sig op på dansede til nærmest alle vores sange, så vi måtte give max energi. Fedt! Sidste stop var Virginia Beach, hvor vi blot skulle deltage i en lokal gospel workshop. Imidlertid var der gået noget galt med PR, så det endte med, at vi udgjorde hovedparten af sangerne. Det endte også med en kanon koncert, inden vi kunne tage den lange tur tilbage til Danmark, mættede med uforglemmelige indtryk”

Save the date 25 okt. 2025

Er krydset sat i din kalender?
Den 25. oktober kl. 16:00 skal vi have et brag af en fest, når vi fejrer KEFAS med en 50-års jubilæumskoncert i Jerusalemskirken. Efterfølgende vil der være fest for gamle og nuværende medlemmer samt nogle af dem som har fulgt os på vejen.
Følg med på kefas.dk og her på kanalen de kommende måneder, hvor vi dykker ned i historien og fortælller mere om vores festdag. Har du et bidrag, så skriv til jubilar@kefas.dk

KEFAS 50-års jubilæumskoncert lør 25. oktober kl. 16:00

Solister

KEFAS har og har haft mange dygtige solister gennem årene. Solisterne synger for og får lov at stråle og give alt, når han eller hun fortolker sangen, samtidig med at stemmegrupperne i resten af koret bakker op. Vi elsker at give applaus til vores solister efter en medrivende solo. Hvis du har flere solistbilleder, så send gerne til jubilar@kefas.dk

Kefas & Steen

Steen er vores maskot i KEFAS og bliver hvert år givet videre til et kormedlem, som har gjort sig særligt bemærket i løbet af året. Steen får lov at bo hos modtageren indtil næste generalforsamling og er nogle gange med på tur, når vi er ude at synge. Steen har sin egen lille dagbog 🙂 Hvis nogle ligger inde med billeder fra tidligere værter for Steen, så send dem til jubilar@kefas.dk