Pressemeddelelse

Oprettet den

KEFAS Gospel Choir press (English) june 2017 (pdf)

Gospelkoret KEFAS

Gospelkoret KEFAS er med sikkerhed et af de ældste gospelkor i Danmark, og korets historie er derfor også en vigtig del af historien om gospelmusik i Danmark.

Gospelkoret KEFAS blev grundlagt i 1975 af Peter Steinvig sammen med en gruppe unge i en metodistkirke på Nørrebro i København. I dag hører koret hjemme i Jerusalemskirken, Metodistkirken i København. Koret og Peter Steinvig har været gospelpionerer i Danmark siden starten. En vigtig faktor i at gøre gospelmusikken kendt i Danmark har været Copenhagen Gospel Festival, som i mere end 20 år præsenterede danskerne for gospelmusikkens store stjerner (bl.a. Richard Smallwood, Edwin Hawkins og Lamar Campbell) og kommende stjerner fra USA og England. KEFAS og Peter Steinvig har været vigtige kræfter bag denne årlige workshop og koncert, og festivalen har været en stor inspirationskilde for koret. KEFAS har også været så heldige at møde og optræde sammen med andre store gospelstjerner som Andrae Crouch og Clarence Eggleton.

Koret ledes i dag af dirigent, komponist og sanger Jacob Asmussen, som har været korets dirigent siden 2008. I maj 2016 var KEFAS i USA for fjerde gang for at besøge venner og kirker i Washington DC og Portland, Oregon. Koret har også gennem årene været på koncertture til England, Polen, Tyskland, Norge og Sverige.

Historien om gospelkoret KEFAS handler selvfølgelig om sang og musik, men korets historie handler om mere end det. Gospel er ikke blot en medrivende og intens musikstil men også musik med et budskab, der handler om tro, håb, kærlighed og glæde!

KEFAS har været korets navn siden starten. Det er det aramæiske ord for ”klippe” – det tilsvarende græske ord er Peter. Men selve klippen – det faste fundament, som er urokkeligt gennem alle livets gode og svære tider – er Jesus Kristus og troen på ham!

“Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud”
(Salmernes bog 40, 3-4)

Denne sang er stadig ny og meget levende, og gospelkoret KEFAS vidner i sig selv om det klippefaste fundament. Det er derfor, vi aldrig bliver trætte af at synge gospel og takke Gud for hans trofasthed, for den sang, han har lagt os i munden, og for den glæde vi føler ved at synge. Den glæde vil vi rigtig gerne dele med andre!